




Beklager meget, at det er noget tid siden, at denne blog er blevet opdateret - det skyldes ganske enkelt at vi har haft travlt, jeg med bachelor-projekt og Joanna med royalt besøg. Men nu er begge ting overstået, så der skulle gerne komme fuld fart på igen.
Sidste oplæg fortalt jeg vist at vi ville tage et smut til en af de lækre thailandske øer - Koh Tao. Det gjorde vi også, men desværre fulgte regntiden med os. Det regnede stort set alle de dage vi var der. Men det var et rigtig lækkert hotel, øen var rar og der var snorkling lige ud for hotellets strand. Så det var såmen ok.
Heldigvis stoppede regnen, og nu har vi virkelig lækkert og stabilt vejr med lige under 30 grader, en lille brise og ingen regn. Det betyder tilgengæld at jeg er nød til at vande haven rigtig meget. Det ser dog ud til at virke, da små mangoer springer frem på et af vores mangotræer i haven.
Midt i november var der en thailandsk festival kaldet Loy Kratong, hvor thaierne tager ned til vandet og søsætter en lille buket eller bananbladsbåd med lys og røgelse for at takke guderne (jeg ved ikke helt hvilke guder det er, da der vist ikke rigtig er guder i budhismen). Det er rigtig flot med de små både overalt på søer og floder (se billedet). Vi tog hen på mit universitet for at se hvad der skete der. Jeg blev dog belært at Joanna og jeg ikke måtte søsætte en af de små både der, da man så ville gå fra hinanden i løbet af et år! De påstod endda at have konkrete beviser for det på det internationale kontor!
Den sidste uge har været rigtig travlt med demonstrationer i lufthavne (hvilket dog på ingen måde har mærket os), en Michael Learns To Rock (MLTR) koncert og en sejltur ned af floden i Bangkok med Danish-Thai Chamber of Commerce, hvor Joanna arbejder, og Frede og Mary. MLTR var en bizar oplevelse med et fuldstændig dødt publikum, der alle sad ned hele koncerten - lige indtil tre ekstra numre, hvor alle kom helt op i det røde felt. Jeg har dog fået konfirmeret at MLTR ikke lige er min kop te. Det var også sjov at sejle med de royale (og 150 andre mennesker!). Det gik rigtig godt, og folk var glade for arrangementet. Det endte med at involvere i nærheden af 500 politibejtene og brandfolk og 3 broer centralt i Bangkok blev lukket, så det var skam en stor operation. Det ene billede øverst er fra en demonstration af et dansk firmas lille brandslukningsbil, der slukkede en bil i brand med kun 15 liter vand! Selvfølgelig skulle Frede prøvekøre den - det ville jeg også gerne have prøvet.
Det var lige hvad jeg kunne finde på i denne omgang. Vi har det godt hernede, og håber også det går godt i DK.
Hilsen Martin