onsdag den 14. januar 2009

På vej hjemad...

Så er vi kommet hjem fra ferie og tilbage til Bangkok. Men det varer jo heller ikke længe mere, da vi er så småt på vej hjem til Danmark. Vi ankommer i Kastrup tirsdag d. 20. kl. 09.20.

Vi ses snart

Joanna og Martin

lørdag den 10. januar 2009

Turen rundt på Borneo






Siden sidst har vi været rundt på Borneo - det har virkelig været spændende. Vi fløj fra Kuala Lumpur til byen Sandakan - stadig i Malaysia - hvor vi tog ud til et rehabiliteringscenter for orangutanger, hvor de havde de truede aber fri, men de fodrede dem. Derefter tog vi på en tredages tur ind i regnskoven omkring en stor flod. En ting man lærer af at køre rundt på Borneo er hvor enormt et indhug af arealet der er oliepalme plantager - de bliver ved i en uendelighed! Men hvis man kører langt nok kommer med da ud i junglen - ordret regnskov skal tages helt bogstaveligt her, da det regnede et par gange om dagen og det var så helt ufattelig fugtigt at intet tørrede. Men det var rigtig spændende og vi så en del dyr på sejlture ned af floden og insekter på gåture. Højdepunktet var at se de sære næseaber, som kun findes på Borneo, men som tilgengæld var ret almindelige her (se billede). Efter tre dage i junglen tog vi ud til vandet - igen uendelige oliepalme-plantager. Her besøgte vi nogle øer, som skulle have nogle af de flotteste koralområder i verden. Vi boede ude på en lillebitte flad robinson-crusoe ø, men man var bare absolut ikke alene. I forhold til øens størrelse boede der enormt mange mennesker i små træhuse bygget på stolper ud fra stranden. De smarte turister gik bogstavelig talt i disse ret fattige menneskers baghaver! Men det var et utrolig sted - søde mennesker, sol, utrolig udsigt og solnedgang samt rigtig gode muligheder for at snorkle. Vi var også en tur til øen Sipadan, hvor det var helt utrolig at snorkle - vi så tre havskildpadder og to hajer mens vi snorklede på turen! Alt i alt har vi haft en utrolig tid på Borneo, men nu er vi taget videre. Jeg sidder p.t. i Singapore, hvor vi ankom for et par timer siden. I morgen er Joannas store shopping-dag!

Hilsen Joanna og Martin

onsdag den 31. december 2008

Nytår i Kuala Lumpur






Jeg skriver fra vores 5-stjernede hotel i midten af Kuala Lumpur, som vi har sovet på i nat. Det er virkelig luksus - man kunne vælge flere forskellige slags ekstra puder der vi kom og så har vi en lounge, hvor vi altid kan gå op og få snacks og drikkelse! Det har i hvert fald været rigtig sjovt at prøve for en nat. De første dage boede vi i China Town, hvor der var rigtig gang i den - en sjov ting var flere røde butikker med alt mulig skrammel (se billedet).

Ellers har vi bare gået rundt i Kuala Lumpur (gået MEGET rundt) og set de forskellige sigthts i byen. Vi har været i verdens største overdækkede fuglepark (se påfuglen), i Little India og få god mad - men vi gad ikke spise den med hænderne som nogle af de andre gjorde, Batu Caves som er en rigtig stor grotte som også er et hinduistisk helligt sted hvor flere mill. valfarter til en gang om året (se billede med trapperne). Tilsidst har vi selvfølgelig set Petronas Tower - verdens vist nok anden højeste bygning og været oppe i byens store kommunikationsmast (se billede). Alt i alt har det været rigtig sjovt og vejret har været meget bedre end i Vietnam. Nu skal vi videre til Sandakan også i Malaysia men på Borneo-siden af landet - her skal vi se orangutanger og næseaber....

Godt nytår til alle.

Hilsen Joanna og Martin


lørdag den 27. december 2008

På vej mod Kuala Lumpur





Vi er nu ved at være ved rejsens ende i Vietnam - og på vej mod Kuala Lumpur - hovedstaden i Malaysia. Desværre har vejret i Vietnam været lidt vådt og gråt, men vi har da hygget os alligevel. Vi tog til Nha Trang ud mod Stillehavet dagen efter vi ankom til Ho Chi Minh, men desværre var byen stortset forsvundet i tåge og støvregn. Dagen efter tog vi dog alligevel ud og så nærmere på de omkringliggende øer - bl.a. et akvarium, lidt skuffende snorkeling og skøre vietnamesere. Dagen efter havde vi egentlig lidt opgivet byen og havde tænkt os bare at slappe på hotellet, men så mødte vi en vietnameser på motorcykel som kørte turister rundt på ture - også længere ture på et par uger. Vi nøjedes dog med en tre timers tur rundt omkring byen, hvor vi så et 1200 år gammelt kloster, en 25 m. høj buddha og en butik hvor de lavede måtter m.m. (se billedet). Det var egentlig meget hyggeligt - et problem ved Vietnam er dog at alting virker billigt i starten, men så er der lige ekstraomkostninger ved alting og så ender det faktisk med at være dyrere end i Thailand (dog stadig meget langt fra prisniveauet i Danmark, men vi er jo blevet nærige...). Nu er vi tilbage i Ho Chi Minh, og flyver tidligt i morgen. 

Godt nytår til alle!

Hilsen Joanna og Martin 

tirsdag den 23. december 2008

Glædelig jul

Mens jule-trummerummen fortsætter derhjemme (antager jeg...) er vi taget til Vietnam. Vi landende i dag i Ho Chi Minh lufthavn (det tidligere Saigon) i det sydlige Vietnam. Det jeg har forstået om Vietnam er at det skulle være Thailand for 20 år siden. Det ved jeg ikke, men Ho Chi Minh virker i hvert fald mindst ligeså kaotisk som Bangkok første gang man ankommer. De forskelle jeg indtil nu har erfaret er primært trafikken - her er 90 % af trafikken knallerter - der er hundreder af knallerter der holder ved alle lyskryds - og de har ikke noget imod at bruge hornet. Derudover fik jeg en sjov vietnamesisk kaffe, hvor det var et glas med en lille beholder ovenpå, hvor der blev brygget en meget koncentreret kaffe. Derudover fik man varmt vand, mælk og sukker; når den koncentrerede kaffe var brygget ned i ens kop, kunne man selv blande med vand, mælk og sukker - men det smagte nu helt fint. Vi bor i backpacker-området i byen og har ikke rigtig nået andet end at sidde og glo på trafikken, hvilket er underholdning i sig selv. I morgen tager vi til Nha Trang, som er et strand-område med gode muligheder for at snorkle - så der håber vi at se noget sol, strand og vand Juleaften, hvilket bliver lidt alternativt.

Gode jule-hilsener fra Vietnam!

Hilsen Joanna og Martin 

PS: Bedstefar og Hanne - mange tak for jeres hilsen på gæstelisten, det virker fint.

lørdag den 13. december 2008

Visarun




Jeg er blevet tvunget af Martin til at skrive lidt om min tur til Laos. Det første der er at sige, er at hvis man synes transportsystemet i Thailand af og til virker lidt kaotisk, så er det på ingen måder sammenligneligt med Laos. I Thailand kan man i det mindste komme frem og busserne går reglmæssigt. Det skal til og med siges, at det ikke er busser vi kender fra Danmark man bliver transporteret i...

"Don Det" er navnet på den ø vi boede på i Mekong floden. Det er en blandt 4000 øer. Der er ikke så meget at lave på øen, så det meste af tiden gik med at spille kort og spise. Der blev dog også plads til en fisketur (efter en times fiskeri og ingen fisk, blev vi af Papa informeret om at der ingen fisk var i Mekong floden - vi undrede os over hvorfor så sælge en fisketur, hvis der ingen fisk er), en delfin tur (vi var lidt bekymret for at der heller ingen delfiner vil være, efter vores fisketur uden fisk, men til vores overraskelse så vi faktisk delfiner) og en vandfaldstur. 

Alt i alt var det en god og afslappende tur efter hurlumhejet med Frede og Mary. 
Hilsen Joanna

fredag den 5. december 2008

Alene hjemme på kongens fødselsdag

Ja, Joanna er taget op at se lyserøde delfiner ved Laos-siden af Mekong-floden oppe nordpå (det er det eneste jeg ved??), da hun pga. sit visum skal ud af landet hver tredje måned. Desværre har jeg en eksamen på tirsdag, så jeg kunne ikke komme med. Hun er dog ikke helt alene - hun er taget med nogle danske venner, vi har mødt hernede - en er endda læge så det går jo nok! Hun var meget bekymret, da hun fandt ud af, at der kunne blive ned til 16 grader om natten - løb ud og købte en fleece-trøje.

I dag er en fridag, da det er kongens fødselsdag i Thailand, hvilket pudsigt nok er koordineret med fars dag (Hej Rasmus. Jeg håber da så at du er meget stolt af at have fødselsdag på selveste kongens fødselsdag. God fødselsdag!). Joanna endte med at få ret i at på en eller anden måde så ville alle de politiske uroligheder være væk på hans fødselsdag.... det er sjovt som dette land fungerer - er det et demokrati, er det de rige der bestemmer eller er det bare et "old fashioned" kongerige? På en måde vil jeg mene, at demokratiet har holdt stand ind til nu da ingen er gået ind, hvilket egentlig er overraskende.

Ja, egentlig har jeg ikke mere at skrive....så det var vist alt fra det lidt mere tænksomme hjørne i dag. Vi begynder, at tænke på hvordan det mon er at komme hjem - vi glæder os egentlig lidt, selvom der er godt hernede. Heldigvis, skal vi snart på ferie igen. Fra den 23. december til 12. januar tager vi rundt i Vietnam, Malaysia - både Kuala Lumpur og junglen på Borneo-siden, samt Singapore. Håber alt går godt derhjemme!
Hilsen Martin