onsdag den 31. december 2008

Nytår i Kuala Lumpur






Jeg skriver fra vores 5-stjernede hotel i midten af Kuala Lumpur, som vi har sovet på i nat. Det er virkelig luksus - man kunne vælge flere forskellige slags ekstra puder der vi kom og så har vi en lounge, hvor vi altid kan gå op og få snacks og drikkelse! Det har i hvert fald været rigtig sjovt at prøve for en nat. De første dage boede vi i China Town, hvor der var rigtig gang i den - en sjov ting var flere røde butikker med alt mulig skrammel (se billedet).

Ellers har vi bare gået rundt i Kuala Lumpur (gået MEGET rundt) og set de forskellige sigthts i byen. Vi har været i verdens største overdækkede fuglepark (se påfuglen), i Little India og få god mad - men vi gad ikke spise den med hænderne som nogle af de andre gjorde, Batu Caves som er en rigtig stor grotte som også er et hinduistisk helligt sted hvor flere mill. valfarter til en gang om året (se billede med trapperne). Tilsidst har vi selvfølgelig set Petronas Tower - verdens vist nok anden højeste bygning og været oppe i byens store kommunikationsmast (se billede). Alt i alt har det været rigtig sjovt og vejret har været meget bedre end i Vietnam. Nu skal vi videre til Sandakan også i Malaysia men på Borneo-siden af landet - her skal vi se orangutanger og næseaber....

Godt nytår til alle.

Hilsen Joanna og Martin


lørdag den 27. december 2008

På vej mod Kuala Lumpur





Vi er nu ved at være ved rejsens ende i Vietnam - og på vej mod Kuala Lumpur - hovedstaden i Malaysia. Desværre har vejret i Vietnam været lidt vådt og gråt, men vi har da hygget os alligevel. Vi tog til Nha Trang ud mod Stillehavet dagen efter vi ankom til Ho Chi Minh, men desværre var byen stortset forsvundet i tåge og støvregn. Dagen efter tog vi dog alligevel ud og så nærmere på de omkringliggende øer - bl.a. et akvarium, lidt skuffende snorkeling og skøre vietnamesere. Dagen efter havde vi egentlig lidt opgivet byen og havde tænkt os bare at slappe på hotellet, men så mødte vi en vietnameser på motorcykel som kørte turister rundt på ture - også længere ture på et par uger. Vi nøjedes dog med en tre timers tur rundt omkring byen, hvor vi så et 1200 år gammelt kloster, en 25 m. høj buddha og en butik hvor de lavede måtter m.m. (se billedet). Det var egentlig meget hyggeligt - et problem ved Vietnam er dog at alting virker billigt i starten, men så er der lige ekstraomkostninger ved alting og så ender det faktisk med at være dyrere end i Thailand (dog stadig meget langt fra prisniveauet i Danmark, men vi er jo blevet nærige...). Nu er vi tilbage i Ho Chi Minh, og flyver tidligt i morgen. 

Godt nytår til alle!

Hilsen Joanna og Martin 

tirsdag den 23. december 2008

Glædelig jul

Mens jule-trummerummen fortsætter derhjemme (antager jeg...) er vi taget til Vietnam. Vi landende i dag i Ho Chi Minh lufthavn (det tidligere Saigon) i det sydlige Vietnam. Det jeg har forstået om Vietnam er at det skulle være Thailand for 20 år siden. Det ved jeg ikke, men Ho Chi Minh virker i hvert fald mindst ligeså kaotisk som Bangkok første gang man ankommer. De forskelle jeg indtil nu har erfaret er primært trafikken - her er 90 % af trafikken knallerter - der er hundreder af knallerter der holder ved alle lyskryds - og de har ikke noget imod at bruge hornet. Derudover fik jeg en sjov vietnamesisk kaffe, hvor det var et glas med en lille beholder ovenpå, hvor der blev brygget en meget koncentreret kaffe. Derudover fik man varmt vand, mælk og sukker; når den koncentrerede kaffe var brygget ned i ens kop, kunne man selv blande med vand, mælk og sukker - men det smagte nu helt fint. Vi bor i backpacker-området i byen og har ikke rigtig nået andet end at sidde og glo på trafikken, hvilket er underholdning i sig selv. I morgen tager vi til Nha Trang, som er et strand-område med gode muligheder for at snorkle - så der håber vi at se noget sol, strand og vand Juleaften, hvilket bliver lidt alternativt.

Gode jule-hilsener fra Vietnam!

Hilsen Joanna og Martin 

PS: Bedstefar og Hanne - mange tak for jeres hilsen på gæstelisten, det virker fint.

lørdag den 13. december 2008

Visarun




Jeg er blevet tvunget af Martin til at skrive lidt om min tur til Laos. Det første der er at sige, er at hvis man synes transportsystemet i Thailand af og til virker lidt kaotisk, så er det på ingen måder sammenligneligt med Laos. I Thailand kan man i det mindste komme frem og busserne går reglmæssigt. Det skal til og med siges, at det ikke er busser vi kender fra Danmark man bliver transporteret i...

"Don Det" er navnet på den ø vi boede på i Mekong floden. Det er en blandt 4000 øer. Der er ikke så meget at lave på øen, så det meste af tiden gik med at spille kort og spise. Der blev dog også plads til en fisketur (efter en times fiskeri og ingen fisk, blev vi af Papa informeret om at der ingen fisk var i Mekong floden - vi undrede os over hvorfor så sælge en fisketur, hvis der ingen fisk er), en delfin tur (vi var lidt bekymret for at der heller ingen delfiner vil være, efter vores fisketur uden fisk, men til vores overraskelse så vi faktisk delfiner) og en vandfaldstur. 

Alt i alt var det en god og afslappende tur efter hurlumhejet med Frede og Mary. 
Hilsen Joanna

fredag den 5. december 2008

Alene hjemme på kongens fødselsdag

Ja, Joanna er taget op at se lyserøde delfiner ved Laos-siden af Mekong-floden oppe nordpå (det er det eneste jeg ved??), da hun pga. sit visum skal ud af landet hver tredje måned. Desværre har jeg en eksamen på tirsdag, så jeg kunne ikke komme med. Hun er dog ikke helt alene - hun er taget med nogle danske venner, vi har mødt hernede - en er endda læge så det går jo nok! Hun var meget bekymret, da hun fandt ud af, at der kunne blive ned til 16 grader om natten - løb ud og købte en fleece-trøje.

I dag er en fridag, da det er kongens fødselsdag i Thailand, hvilket pudsigt nok er koordineret med fars dag (Hej Rasmus. Jeg håber da så at du er meget stolt af at have fødselsdag på selveste kongens fødselsdag. God fødselsdag!). Joanna endte med at få ret i at på en eller anden måde så ville alle de politiske uroligheder være væk på hans fødselsdag.... det er sjovt som dette land fungerer - er det et demokrati, er det de rige der bestemmer eller er det bare et "old fashioned" kongerige? På en måde vil jeg mene, at demokratiet har holdt stand ind til nu da ingen er gået ind, hvilket egentlig er overraskende.

Ja, egentlig har jeg ikke mere at skrive....så det var vist alt fra det lidt mere tænksomme hjørne i dag. Vi begynder, at tænke på hvordan det mon er at komme hjem - vi glæder os egentlig lidt, selvom der er godt hernede. Heldigvis, skal vi snart på ferie igen. Fra den 23. december til 12. januar tager vi rundt i Vietnam, Malaysia - både Kuala Lumpur og junglen på Borneo-siden, samt Singapore. Håber alt går godt derhjemme!
Hilsen Martin

søndag den 30. november 2008







Hej derhjemme

Beklager meget, at det er noget tid siden, at denne blog er blevet opdateret - det skyldes ganske enkelt at vi har haft travlt, jeg med bachelor-projekt og Joanna med royalt besøg. Men nu er begge ting overstået, så der skulle gerne komme fuld fart på igen. 

Sidste oplæg fortalt jeg vist at vi ville tage et smut til en af de lækre thailandske øer - Koh Tao. Det gjorde vi også, men desværre fulgte regntiden med os. Det regnede stort set alle de dage vi var der. Men det var et rigtig lækkert hotel, øen var rar og der var snorkling lige ud for hotellets strand. Så det var såmen ok. 
Heldigvis stoppede regnen, og nu har vi virkelig lækkert og stabilt vejr med lige under 30 grader, en lille brise og ingen regn. Det betyder tilgengæld at jeg er nød til at vande haven rigtig meget. Det ser dog ud til at virke, da små mangoer springer frem på et af vores mangotræer i haven. 
Midt i november var der en thailandsk festival kaldet Loy Kratong, hvor thaierne tager ned til vandet og søsætter en lille buket eller bananbladsbåd med lys og røgelse for at takke guderne (jeg ved ikke helt hvilke guder det er, da der vist ikke rigtig er guder i budhismen). Det er rigtig flot med de små både overalt på søer og floder (se billedet). Vi tog hen på mit universitet for at se hvad der skete der. Jeg blev dog belært at Joanna og jeg ikke måtte søsætte en af de små både der, da man så ville gå fra hinanden i løbet af et år! De påstod endda at have konkrete beviser for det på det internationale kontor!

Den sidste uge har været rigtig travlt med demonstrationer i lufthavne (hvilket dog på ingen måde har mærket os), en Michael Learns To Rock (MLTR) koncert og en sejltur ned af floden i Bangkok med Danish-Thai Chamber of Commerce, hvor Joanna arbejder, og Frede og Mary.  MLTR var en bizar oplevelse med et fuldstændig dødt publikum, der alle sad ned hele koncerten - lige indtil tre ekstra numre, hvor alle kom helt op i det røde felt. Jeg har dog fået konfirmeret at MLTR ikke lige er min kop te. Det var også sjov at sejle med de royale (og 150 andre mennesker!). Det gik rigtig godt, og folk var glade for arrangementet. Det endte med at involvere i nærheden af 500 politibejtene og brandfolk og 3 broer centralt i Bangkok blev lukket, så det var skam en stor operation. Det ene billede øverst er fra en demonstration af et dansk firmas lille brandslukningsbil, der slukkede en bil i brand med kun 15 liter vand! Selvfølgelig skulle Frede prøvekøre den - det ville jeg også gerne have prøvet. 

Det var lige hvad jeg kunne finde på i denne omgang. Vi har det godt hernede, og håber også det går godt i DK.

Hilsen Martin 


onsdag den 8. oktober 2008

Regntid og arbejde





Jeg har været ude at gøre noget meget ualmindeligt i Bangkok. For et par uger siden cyklede jeg rundt i centrum - og overlede(se billede med nogle af andre studerende jeg cyklede med)! Greenpeace holdt "no car"-day. Det var dog lidt en overdrivelse, men der var da lige plads til at vi kunne cykle. Jeg endte åbenbart også i en eller anden avis hernede, da Joannas fætters husholderske ringede dagen efter og sagde at de havde set mig i avisen.

Regntiden er nu rigtig igang. Hvis man tror, at det regner hjemme i DK, så er det faktisk forkert. Det regner først rigtig når man bliver gennemblødt af at gå den ene meter fra taxa'en til vores overdækkede hoveddør! Når det først regner, så er det reelt som om vandet bliver hældt ned fra en stor spand. En nat var torden og lyn så voldsomme at vi simpelthen ikke kunne sove, fordi at lynene oplyste hele huset og tordenen fik det til at ryste. Det største problem ved dette er kombination af at alting hælder nedad mod vores kvarter og de dårlige kloaker i Bangkok. Dette medfører, at der flere gange har været oversvømmelse - en gang var det omkring 30-40 centimeter i et område på en kvadrat kilometer omkring vores hus (se billedet). Faktisk er Bangkok slet ikke lige så hårdt ramt som andre provinser, hvor folk er døde og rishøsten i risiko.

Derudover arbejder vi faktisk en del for tiden (tro det eller ej). Det vil sige, at Joanna har ret travlt med at lave artikler til handelskammerets næste avis samtidig med der er alle mulige detaljer ifm. det royale besøg i november. Da jeg ikke kan sidde og prikke til Joanna hele tiden, laver jeg også en del på mit bachelor-projekt for tiden.

Vi får dog også tid til at gå ud i byen - og så vil Joanna jo gerne shoppe. Bl.a. har hun kigget på briller - hun ser så dårlig at vi tager et billede af hende med de andre briller på, som hun så kan se bagefter med sine almindelige briller! I den forbindelse har jeg taget mig friheden til at udgive hendes foretrukne. Hvad synes i? problemet er at de vist koster 15.000 baht - hvilket er en del (dividet med omkring 6,2) i Thailand.

Med venlig hilsen

Martin

torsdag den 18. september 2008

Malaysia og Thai-politik (igen)




Hej derhjemme.

Joanna skal ud af landet hver tredje måned pga. hendes visum. Af den grund valgte vi at tage til Malaysia i sidste weekend - nærmere bestemt øen Langkawi, som ligger lige nedenfor Thailand på vestsiden. På vejen tog vi ned til hendes fætter i byen Hat Yai, og overnattede. Da vi kom til havnen, hvor vi skulle sejle til Langkawi fandt vi (som de uvidende turister vi er...) ud af at det var Ramadan - og da Malaysia er helt overvejende muslimsk foregår alt i et lidt mindre tempo i den måned. Derfor gik der fire-fem timer før færgen sejlede! Men da vi kom til Langkawi, var det virkelig et lækkert sted. Og vi var ude at snorkle, og som i kan se på billederne overfor var der masser af fisk! På billedet i midten kan man skimte en haj der svømmer sammen med alle fiskene. De fodrede hajer på op til halvanden meter med toastbrød fra strandkanten. Det var i hvert fald rigtig flot - og det hjalp at Joanna har fået et par dykkerbriller med styrke (hun har minus 7.00!). Forresten har vi fået en ny premierminister i Thailand, efter at den tidligere måtte gå af fordi at han havde fået penge for at medvirke i et kokkoprogram på TV (det er ved at udvikle sig lidt til en bananrepublik, bortset fra at det er et kongedømme). Den nye er tidligere premierminister Thaksin svoger (!) så det vil formentlig ikke mindske protesterne hernede, hvor premierminsterens kontor stadig er barrikaderet af demonstranter. Men vi har det godt hernede og får set og gjort en masse spændende ting.

Hilsen Martin

mandag den 8. september 2008




I weekenden var vi i badebyen Cha-am med nogle nye venner. Det er en to-tre timers tur fra Bangkok (tæt på Hua Hin, hvis nogle er lokalkendte!). En af de andre havde arrangeret at vi boede på en rigtig flink danskers "guesthouse" næsten lige ved stranden. En strandtur i Thailand er noget anderledes end i DK, da der er en skov af parasoler øverst på stranden, hvor alle thai'erne sidder - det forsøger faktisk at undgå solen! Derfor går de også i vandet med alt tøjet på! Ja, ALT TØJET, som om at de bare var kommet forbi stranden uden at planlægge det og fik spontant lyst til at hoppe i vandet. Derfor så vi formentlig ret sære ud som de eneste hvide på en flere km. lang strand og de eneste som kun havde badetøj på og sad fremme på stranden! De er nogle sære nogle de "farang" (hvide mennesker på thai). Men vi havde en rigtig god tur og er nu hjemme i Bangkok. Næste uge skal vi til Perhentian Island i Malaysia, så det glæder vi os til!

Med venlig hilsen
Martin

onsdag den 3. september 2008

Politik i Thailand

Hej

Som I måske har hørt om er der opstået noget politisk uro i Bangkok over de sidste par uger. Grovt sagt er der en bevægelse kaldet PAD, som har lavet store demonstrationer mod regeringen, som den siger er korrupt og i ledtog med den tidligere premierminister Thaksin (begge ting er formentlig sandt). PT har mange tusinde mennesker overtaget premierministerens bygninger inde midt i Bangkok, selvom der faktisk er udstedt "state of emergency", hvormed man ikke må mødes mere end fem offentligt! Hæren er dog ikke meget for at håndhæve dette. Alt i alt er det en meget mudret konflikt, hvor alle er lidt dårlige i kanten. Men indtil nu har det ikke haft den store effekt på vores hverdag, selvom de måske må lukke universitetet et par dage. Så vi har det stadig fint hernede, og følger spændt med i thai-politiken, som har vist sig væsentlig mere spændende end hjemme i DK!

Med venlig hilsen
Martin

fredag den 15. august 2008












Hej derude

Vi har købet et lille smart kamera, og har taget det med rundt en dag. Der er nogle billeder fra "Skytrain", som er et tog på skinner over vejene, som vi tager hver dag til arbejde og studie. Derudover er der et par billeder fra mit studie på Chulalongkorn University. Til sidst er der dagens aftensmåltid på en japansk restaurant - regningen blev alt i alt for to personer på ca. 30 kr!, hvorfor vi altid spiser ude eller køber med hjem.

Med venlig hilsen

Martin


søndag den 10. august 2008

Søndag d. 10/08

Hej derhjemme

Her er en lille beretning for den sidste uges tid. I mandags startede Joanna på sin praktikplads på det dansk-thailandske handelskammer, og hun har indtil nu været rigtig glad for det. Det er et lille kontor, med en dansk chef, en thailandsk sekretær og så Joanna. Tirsdag kom en af Joannas veninder (Marie) herned med tre af hendes veninder, og jeg var ude at hente dem i lufthavnen. I løbet af ugen har de været rundt i byen indtil de tog videre til Koh Samui i fredags. Af denne grund er vi kommet meget sent hjem hver dag i denne uge, så det var rart at kunne slappe af i weekenden. 

Onsdag var Joanna og jeg ude til den Joanna afløsers afskedsfest, hvor der var omkring 10 danskere. Det var rigtig hyggeligt. Torsdag mødte jeg en del af de øvrige udvekslingsstuderende på økonomi-studiet, da vi var oppe på deres kontor på universitetet. Det var rart at komme i kontakt med nogle andre, og det virker som om at der er nogle af dem som tager nogle af de kurser jeg også vil tage. 

I weekenden har vi som sagt slappet af. Vi har meldt os ind i et motionscenter med bl.a. badminton, så vi har spillet både lørdag og søndag (i dag). I morgen skal jeg starte med kurser på universitetet, så det glæder jeg mig til. Det er specielt spændende da jeg ikke ved særlig meget om kurserne. Informationerne om kurserne kommer først en dag før eller ved selve starten af kurset - tilgengæld kan man bruge de to første uger af semestret til at vælge kurser. Derfor vil jeg tage til en masse kurser i næste uge for at finde dem jeg synes bedst om. Det virker som om at niveauet er meget lig det på Københavns Universitet, så det er jo godt. 

På tirsdag har dronningen fødselsdag, hvorfor det også er "mors dag" hernede. Vi havde faktisk håbet på at kunne tage med Joannas veninder på en forlænget weekend-tur, men alt er simpelthen booket overalt! Derfor slapper vi af i Bangkok, og tager ud og ser festen på tirsdag på dronningens fødselsdag. Vi håber at kunne mødes med Joannas veninder næste weekend på en ø sydpå, men nu må vi lige se det an.

Det var alt for denne gang - jeg håber alt går godt derhjemme. 

Med venlig hilsen
Martin

lørdag den 2. august 2008

Middag på Bangkoks tag

Hej

I forgårs var vi ude med en af Joanna's tidligere kollega fra KL og hendes kæreste, som var på ferie hernede. Om aftenen var vi ude at spise, men ikke hvilket som helst sted. Vi spiste nemlig aftensmad på taget ovenpå den 64. etage af et højhus. Det var enormt flot da det var blevet mørkt, og man kunne se alt lyset fra Bangkok centrum og bådene på floden. Priserne var dog også derefter - man kunne få en vin til 594.000 baht (omkring 80.000 kr.), men den sprang vi dog over. Vi fik både foie gras, kammuslinger og skum med alle mulige forskellige smage, så det var rigtig sjov - menuen var en suppe, tre forretter, hovedret og desert! Jeg fik dog spist lige lovlig meget erfarede jeg da jeg kom hjem om aftenen. 

Med venlig hilsen
Martin og Joanna, som sidder ved siden af og kommenterer.

tirsdag den 29. juli 2008

Visum m.m.

Hej derude

I den sidste tid har vi faaet styr paa endnu et par praktiske ting foer alting starter naar Joanna starter paa arbejde d. 4. august og jeg starter paa uni den. 11. august. Foerst og fremmest har jeg faaet mere styr paa min visum-situation. Det vil sige, at jeg sidste onsdag var en super-hurtigt tur til Cambodia for at faa et nyt indrejse-visum paa 30 dage. Det er noget som rigtig mange mennesker goer for at opdatere deres visum, saa det er blevet til en hel lille industri af virksomheder der udbyder disse hurtige ture. Jeg tog med Jacks Golf (?), og det var virkelig super. Jeg moedte kl. 5.00 ved en luksus-bus med saa meget benplads, at der var en skammel til asiaterne! Derfra gik det direkte til Cambodia, hvilket tog fire timer. I mellemtiden havde de ordnet saa jeg havde faaet et visum til Cambodia i mit pas, og jeg gik bare over graensen hvorefter de fik mit pas (det var jeg lidt nervoes ved foerst, men mange af de andre paa turen havde vaeret med selskabet foer), hvorefter jeg fik fortalt at det skulle rundt til fem kontorer!!! Det maerkede jeg dog ikke meget til, da vi blev indkarteret paa et fint hotel/kasino (Spille om penge er ulovligt i Thailand, saa lige ovre paa den anden side af alle graenseovergange er kasinoer, som thaierne tager over til), hvor vi fik morgen. Efter 1-2 timer her gik det hjemad igen, og jeg var i Bangkok kl. 15.00.
Herefter tog jeg direkte op paa Uni og de fik en kopi i mit nye visum. Derefter gik der to dage, og saa havde de et brev til mig som jeg tog op til immigrationskontoret i Bangkok. Her blev tingene ordnet saa jeg kan komme paa mandag og faa et student-visum i mit pas.

I dag skulle vi have vaeret inde i byen for at Joanna skulle spise frokost med dem som hun skal arbejde med, men ham chefen (Gert) havde faaet madforgiftning, hvilket han vist ogsaa havde det meste af sidste uge!! Jeg synes ellers at maden er helt uovertruffen hernede. Jeg skulle have vaeret inde og have taget billeder til mit student-ID-kort. Jeg skal have uniform paa til unvdervisningen. Dvs. hvid skjorte og sorte bukser med et specielt baelte. Det er ok, men ret varmt at gaa rundt i. Baeltet er aabenbart en tradition fra foer de havde fundet ud af at lave huller og spaender i baelterne. Det er simpelthen et stykke laeder, som man saetter rundt om buskerne, og maa saette en klemme paa for at holde det fast!

Det var lige hvad jeg kunne finde paa at skrive denne gang, men der sker jo hele tiden noget. Jeg haaber stadig paa at kunne komme til at up-loade billeder. Vi har fundet ud af at det er smartest at melde os til en service, hvor man kan logge paa hurtigt internet (1- 4 mbps) i mange butikker, cafeer og malls rundt om i Bangkok, men vi har endnu ikke faaet det gjort. I den forbindelse har vi fundet ud af, at der faktisk findes gratis udgave af dette traadloese internet sponsoret af Bangkoks provins, som dog er for langsom for os, hvilket jeg synes er imponerende. En god ide for andre store byer.

Med venlig hilsen
Martin

tirsdag den 22. juli 2008

PS

Til Friis, Nico eller Kenneth: Gider I ikke give adressen på vores blog videre til Casper C og Lui.
Hilsen Martin

Livet i en Bangkok-forstad

Hej derude

Der har desværre ikke været meget aktivitet på denne side på det sidste, da vores internet-situation er lidt dårlig. Det vil sige, at vi ikke har noget internet og "låner" af naboens trådløse internet ind til videre.

Men ellers går det fremad: I dag har vi fået både vaskemaskine og fjernsyn - og det ser endda ud til at begge ting virker. Dermed er vi undtaget internettet ved at være på plads i vores forstadsvilla i "Prachaniwet 2" (navnet på vores kvarter - tror jeg nok...). Personligt er mit største problem, at jeg ikke kan udtale eller skrive på thai den vej vi bor på. Det vil sige, at jeg synes jeg siger det samme som alle andre, men det synes de helt klart ikke!

En ting der ikke går så meget fremad, er min studiesituation. Det vil sige, at jeg stadig ikke er kommet ind på universitet helt officielt, hvormed jeg heller ikke kan søge om studievisum endnu. Det er et sært system de har: for at blive indskrevet på studiet skal de bruge mit nuværende almindelige turistvisum på 30 dage, men for at kunne ændre mit visum til studievisum hos Immigration Bureau skal jeg have 21 dage tilbage på mit visum. Endvidere kan jeg kun få forlænget mit nuværende visum (udløber den 28. juli) med syv dage. Derfor skal jeg i morgen på et såkaldt "visa run" hvor jeg kører ud af landet og ind igen for at få et nyt visum på 30 nye dage. Derefter er der så travlt for at jeg kan nå at få mit studievisum inden det andet udløber!!! Alt i alt er det en temmelig besværlig proces.

Hilsen Martin
PS: Jeg skal hilse fra Joanna - hun sidder og ser en film på HBO på vores nye fjernsyn!!

tirsdag den 8. juli 2008

FERIE!!

Jahh, nu har vi endelig ferie! Faktisk har vi haft det i over en uge nu, hvilken vi har brugt på at rejse rundt i Thailand med mine forældre (Hanne og Kjeld). Vi har været nede og dase på stranden og inde at udforske junglen. Vi er næsten blevet sparet for monsunregnen - de vidste at der sidste år havde været oversvømmelser på 1,5 m. nogle steder. 

Nu er vi tilbage i Bangkok, hvor Joanna og jeg viser nogle at de mest interessante ting til Hanne og Kjeld samtidig med at vi får noget god mad osv. Lidt senere tager vi op mod nord-øst, hvor Joannas moster bor i Udon Thani, og derefter vender Hanne og Kjeld hjem mod DK, og vi tager hjem (?!) til Bangkok. 

Med venlig hilsen 
file:///Users/Joanna/Pictures/iPhoto%20Library/Originals/2008/Martins%20foto%20fra%20Thailand%2008/PICT0028_6.JPG
Martin

mandag den 23. juni 2008

Hej derude!

Dette er vores blog for de næste syv måneders ophold i Thailand. Vi skal som mange af Jer ved hhv. læse som udvekslingsstuderende (Martin) og være trainee på Det Danske Handelskammer (Joanna). Vi vil bo i Bangkok, men håber at komme lidt rundt omkring i løbet af vores tid der. 

Vi starter næste uge med ferie! Der tager Hanne og Kjeld (Martins forældre) med og ser landet og lidt til Joannas familie dernede. 

Men lige p.t. sidder jeg desværre stadig i Valby og læser til eksamen, så I må have lidt tålmodighed før indlæggene begynder at rulle. Ellers er I selvfølgelig allesammen meget velkommen til at skrive til os, hvilket man også kan på bloggen!

Med venlig hilsen

Martin